Sådan indstiller du din espressokværn

Sådan indstiller du din espressokværn
28. september 2022 Martin Herlak

Den nemme guide til at få styr på din espressokværn

Din kaffekværn er det absolut vigtigste brygudstyr, du har! Den er helt afgørende for at du får den bedst mulige smag ud af dine kaffebønner. Uanset om du har en billig eller dyr kaffekværn, så skal den være korrekt indstillet for at du kan brygge velsmagende kaffe.
Den her guide er målrettet til dig, som skal have indstillet din espressokværn, men de samme principper gør sig gældende, hvis du skal justere din kaffekværn til filterkaffe eller andet.

Målet er at få kalibreret din kværn, så

19 gram kværnet kaffe giver 38 gram brygget espresso på 25 sekunders bryggetid

Om lidt har du fået indstillet din kværn, men betyder ikke, at det er den eneste gang, du skal gøre det. Du skal sandsynligvis justere en lille smule på din kværn hver dag efterhånden som luftfugtigheden og temperaturen ændrer sig og i takt med at din kaffe bliver ældre.

Men lad os komme i gang!

1.
Gør rent

Sørg for at din kaffekværn og espressomaskine er helt rene! Kaffeolier bliver hurtigt harske og det smager (og lugter) virkelig dårligt. Formålet med guiden er jo netop, at du skal brygge rigtig god espresso derhjemme og der er svært at få noget som helst til at smage godt, hvis dit udstyr er beskidt.

2.
Klargøring

Mange kaffekværne har altid noget ’gammelt’ kværnet kaffe til at ligge i kværnkammeret inde i maskinen.
Det varierer meget fra kværn til kværn hvor meget, der ligger i kammeret, men der kan sagtens være op til 20 gram.
I kaffeverdenen kaldes det for retention.
Start derfor din kaffekværn for at kværne lidt kaffe og smid det første kaffe væk.
Du kan desværre ikke brygge espresso på kaffe, som ikke er helt friskkværnet.

3.
Gang i vægten

Hvis din kværn er tidsindstillet, så kværn en portion kaffe i en kop og vej, hvor meget den kværner for hvert tryk.
Juster på tiden indtil du får 19 gram ud af din kaffekværn pr. tryk.
Mange tidsstyrede kaffekværne er desværre ikke helt præcise fra gang til gang mht. mængden af kaffe, de kværner, så prøv dig frem.
Det er vigtigt, at du er så præcis som muligt!

Justeringsknap Espressokværn

4.
Nu skal der brygges espresso

Kværn 19 gram kaffe i dit bryghåndtag. Det er vigtigt, at du vejer dit bryghåndtag med kaffen i, så du er sikker på, at have den korrekte mængde.
Målet er at have 38 gram færdigbrygget espresso i din kop efter 25 sekunders bryggetid.
Tiden tæller fra det øjeblik, du trykker på brygknappen og kan høre pumpen tænde.
Vej din espresso, så snart du har brygget den.
Smag nu på den, men rør godt rundt i den med en teske først.

5.
Vej – Smag – Juster

Du har højst sandsynligt fået brygget mere eller mindre espresso end der var meningen.
Hvis du har fået brygget mindre end 38 gram espresso, så skal du kværne din kaffe lidt finere.
Hvis du derimod har fået brygget mere end 38 gram espresso, så skal du kværne din kaffe lidt grovere.
Hvis du er i tvivl om præcis hvordan du gør det på din kværn, så kig i manualen. Det er meget forskelligt fra maskine til maskine, hvordan man gør det.
Når du har gjort det, så gå tilbage til punkt 3 og følg guiden derfra.

Justere en lille smule på din kværningsgrad

Små justeringer gør en stor forskel!

6.
38 gram

Når du har fået brygget præcis 38 gram espresso på 25 sekunder, så har du nu fået en rigtig god grundindstilling på din espressokværn.
Nu skulle din espresso gerne både løbe pænt, når du brygger den og smage godt, men husk at forskellige kaffer og maskiner kan kræve forskellige indstillinger.
Men tag altid udgangspunkt opskriften,  du har brugt her, når du skal indstille din kværn til en ny kaffe:

19 gram kværnet kaffe skal give 38 gram brygget espresso på 25 sekunders bryggetid

Når du skifter kaffebønner på din espressokværn, så husk at alle kaffer skal brygges forskelligt.
Det vil derfor være nødvendigt at tilpasse opskriften.
Start altid med den opskrift du kender og tilpas den så indtil din espresso, smager rigtig godt.
Opskriften kan eksempelvis ende med at være 19 g/46 g/27 sekunder.
Det vigtigste er at du følger trinene i guiden nøje, og at du smager grundigt på alle dine espressoer.
Det er jo ligegyldigt at tallene stemmer, hvis kaffen ikke smager godt!

Espresso fra godt indstillet espressokværn

 

 

NØDVENDIGT UDSTYR

Vægt med 0,1 gram præcision

Stopur

Kaffebønner af god kvalitet

Espressokværn

Espressomaskine

6 Tips til at brygge bedre filterkaffe

6 Tips til at brygge bedre filterkaffe

Sådan indstiller du din espressokværn

Sådan indstiller du din espressokværn

Kaffeproduktion og COVID-19

Kaffeproduktion og COVID-19

Det nye risteri

Det nye risteri

Sådan cupper du derhjemme.

Sådan cupper du derhjemme.





HAR DU BRUG FOR HJÆLP