Smag din kaffe.

Sådan cupper du derhjemme.
11. januar 2018 Martin Herlak

Cupping er en af de metoder, vi bruger, når vi skal kvalitetsvurdere en kaffe. Det er en standardiseret metode til at smage på kaffe, som man bruger uanset om man står i vores risteri eller på en gård i Guatemala.

Det er en meget enkel måde at brygge kaffen på som, hvis man følger fremgangsmåden slavisk, også er den brygmetode, hvor kaffen bliver mest ensartet fra gang til gang.

Cupping bord

Fremgangsmåden er:

Doser kaffen ud i hver sit glas. Brug 6 g. kaffe pr. 100 g. vand. Kaffen skal være mellem til groft kværnet. Husk at bruge friskkværnet kaffe.

Kom nogle af de hele bønner i en lille bakke eller skål ved siden af den kværnede kaffe, så man på den måde kan se og evaluere bønnernes udseende imens man smager på kaffen.

Duft til den kværnede kaffe og skriv gerne ned, hvordan du synes den dufter.

Hæld vand på kaffen. Vandet skal være ca. 95ºC. Når du begynder at hælde, så begynd også at tage tid. Kaffen skal trække i 4 min.

Duft igen til kaffen, og husk at skrive ned, hvis du nu kan dufte flere eller andre ting.

Cupping billed

Når tiden er gået, så tager du en ske og bryder det låg af kaffe, der er kommet på glasset. Når du gør det, så duft en ekstra gang for at få alle aromaerne med. Når du bryder låget på kaffen, så rør samtidig forsigtig i glasset 3 gange. Husk altid at røre på samme måde, da kaffen ellers vil ekstrahere forskelligt.

Skum overfladen ren for kaffegrums

Lad kaffen køle en smule og begynd så at smage. God kaffe bliver ved med at smage godt helt ind til det er koldt.

Du smager på kaffen ved nærmest at suge kaffen ind, så den bliver forstøvet i munden. Det kan godt gøres med en almindelig ske, men du får helt sikkert det bedste resultat med en rigtig cuppingske.

I starten kan det være svært at smage alle de forskellige nuancer, men det er noget, som man kan træne, så fortvivl ikke.

God fornøjelse!





HAR DU BRUG FOR HJÆLP