Fri fragt til private ved køb for mere end 500 kr.

På besøg hos Robin

Besøg hos Finca Pena Roja, Guatemala 2019
19. februar 2019 Martin Herlak
I Direct Trade, Guatemala, Sortiment

Besøg hos Finca Pena Roja, Guatemala 2019.

Jeg har kendt Robin og hans familie siden 2013 og jeg har glædet mig utrolig meget til at besøge ham igen i år. Jeg er altid blevet taget utroligt godt i mod og vi har tilbragt mange, sjove, hyggelige og givtige timer i hinandens selskab.

Robin har fire marker; Huerto, La Reforma, Capulines og Claveles. Vi har tidligere købt kaffen fra de tre sidstnævnte, men endnu ikke fra Huerto, som er den nyeste af markerne. Robin har købt marken af en nabo og han har brugt de sidste par år på oprydning, beskæring og nyplantning af både kaffe- og skyggetræer. Jeg er spændt på at smage om familiens hårde arbejde kan smages i koppen eller om det endnu er for tidligt

Høsten tegner til at give et rimeligt udbytte i år samtidig med at alt tyder på at kvaliteten vil blive utrolig god. Bærrene er modnet meget ensartet i år pga. det gode stabile vejr og Robin har derfor fået afsluttet høsten hurtigere og med færre plukninger end normalt. Faktisk har de kun plukket på træerne 4 gange i år, hvilket er væsentligt lavere end sidste år.

Der var 2 plukninger i gang mens jeg var på farmen. På Claveles var plukkerne ved at afslutte plukningen på det højest beliggende stykke og resultatet så helt fantastisk ud: Dybt røde og perfekt ensartede bær!

Det har været et ekstra fokuspunkt for Robin i år, at forbedre den selektive håndplukning, således at kun de perfekt modnede bær blev plukket. Det gør det ekstra dejligt at se det flotte udbytte af det store ekstra arbejde.

Den anden plukning, som var i gang på farmen, gik ud på at plukke de sidste umodne bær af træerne. Det gør man blandt andet for at forhindre sygdomsspredning og for at sikre sig at træerne har energi nok til den kommende blomstring.

Robin har, i de år jeg har kendt ham, altid haft fokus på at sikre en stor artsvariation og biodiversitet på markerne. Både for at gøre planterne sundere og dermed hårdføre, men også for at sikre et godt miljø og for at udnytte dem mange ”lommer” med forskelige mikroklimaer på hans marker.

Det gør det også altid spændende at se hans kaffemarker, da de er væsentligt anderledes end mange andre. Af kaffe dyrker han både Bourbon, Pacamara, Yellow Nancy, Caturra, Caturai, Arabica med mere, men markerne er også fyldet med bananpalmer, ananas, tomat, tamarillo, kål, majs og meget andet.

Jeg har endnu ikke smagt kafferne fra alle de forskellige pluk fra alle fire marker, men af dem jeg har smagt har jeg aldrig smagt kaffer fra Robin med så stort potentiale på dette tidlige tidspunkt af året. Robin har i år forsøgt sig med en længere tørringsperiode, hvilket er meget spændende. Forhåbentligt vil det give en endnu bedre smagskvalitet.

Det var dejligt, som altid, at besøge Robin og høre om årets gang – jeg glæder mig allerede til at vende tilbage!